1974: Genfødslen af den østrigske skole i USA

LIBERTAS nr. 86, december 2024

Torben Mark Pedersen

*Den østrigske økonomiske skole oplevede sin storhedstid i 1920’erne og begyndelsen af 30’erne med von Mises og Hayek, men med nazismens fremkomst og Anschluss blev de østrigske økonomer spredt for alle vinde. Også doktrinært var den østrigske skole – bortset fra konjunkturteorien – blevet en del af mainstream økonomisk teori, så der ikke længere var nogen særskilt østrigsk økonomisk skole. Mises fortsatte med at skrive, men bidrog ikke længere til at videreudvikle økonomisk teori. Den østrigske økonomiske skole ophørte derfor nærmest med at eksistere fra 1940 til begyndelsen af 1970’erne, hvor den oplevede en bemærkelsesværdig genfødsel i USA. Det var især en otte-dages konference i juni 1974, der indledte genfødslen af den østrigske økonomiske skole i USA anført af Murray Rothbard, Israel M. Kirzner og Ludwig Lachmann.*

Den østrigske økonomiske skole var nærmest ikke-eksisterende mellem 1940 og begyndelsen af 1970’erne. Efter nazismens fremkomst, Anschluss og udbruddet af Anden Verdenskrig var de østrigske økonomer blevet spredt for alle vinde, og der eksisterede ikke længere noget samlet østrigsk forskningsmiljø. Også doktrinært stod østrigsk økonomi i stampe. Der var kun ganske få fagøkonomer, der dyrkede østrigsk økonomi, og der fandt ikke nogen banebrydende ny forskning sted. Murray Rothbard, der var den mest fremtrædende østrigske økonom i 1960’erne, dyrkede von Mises som en autoritet, der nærmest havde sagt det sidste ord om alt i *Human Action*.

I begyndelsen af 1970’erne skete der imidlertid noget bemærkelsesværdigt, idet den østrigske økonomiske skole nærmest blev genfødt i USA. Von Mises døde i oktober 1973, og det blev symbolsk en anledning til at træde ud af Mises’ skygge og tænke nyt. Året efter arrangerede Institute for Humane Studies den første af tre konferencer om den østrigske skole, der blev afholdt i South Royalton, Vermont, i juni 1974.^[1] Det var den konference, der sædvanligvis fremhæves som genfødslen af den østrigske økonomiske skole i USA. Hovedtalerne på konferencen var Murray Rothbard (1926-95), Israel M. Kirzner (f. 1930) og Ludwig Lachmann (1906-90).

Kirzners og Lachmanns forskning i markedsprocesser gav den østrigske skole en ny retning, hvor der blev lagt vægt på, hvordan en markedsøkonomi bevæger sig mod ligevægt over tid i en verden præget af usikkerhed og ufuldstændig information, og den nye østrigske skole blev nærmest til en teori om markedsprocesser – eller rettere: til teorier om markedsprocesser, for Kirzner og Lachmann havde forskellige opfattelser af relationen mellem østrigsk økonomi og neoklassisk økonomisk teori og relevansen af det neoklassiske begreb om en generel ligevægt.

Udviklingen af nye doktriner ville ikke i sig selv have skabt en ny østrigsk skole, hvis de ikke var blevet fulgt op af afholdelsen af økonomiske konferencer, udgivelsen af bøger, etableringen af tidsskrifter, undervisning i den østrigske skole og etableringen af en række nye tænketanke som Cato Institute og Mises Institute. Disse institutionelle innovationer skabte grundlaget for den nye østrigske økonomiske skole i USA.

## Den østrigske skoles oprindelse

Da østrigeren Carl Menger (1840-1921) udgav sin *Principles of Economics* i 1871, var han med til at indlede den såkaldte marginalistiske revolution i økonomisk teori sammen med og helt uafhængigt af Jevons i England og Walras i Schweiz. Det var en økonomisk revolution, der gjorde op med arbejdsværdilæren som pristeori, som den havde udviklet sig fra Adam Smith, David Ricardo, John Stuart Mill og Karl Marx, og i stedet skabte Menger, Jevons og Walras grundlaget for moderne mikroøkonomi med udgangspunkt i marginalbetragtninger og subjektiv nytteteori (at en vares pris afspejler forbrugernes subjektive marginalnytte af varen), Pedersen (2017a,b).

Af de tre pionerer, Menger, Jevons og Walras, var det kun Menger, der kom til at danne økonomisk skole, og æren for det skal først og fremmest tilfalde hans to elever, Eugen von Böhm-Bawerk (1851-1914) og Friedrich von Wieser (1851-1926), der skabte et økonomisk videnskabeligt miljø i Østrig, der forskede i de nye økonomiske teorier. De blev efterfulgt af Ludwig von Mises (1881-1973) og senere Friedrich A. von Hayek (1899-1992), der blev de ledende figurer i de første årtier af det 20. århundrede. 1920’erne og 1930’erne blev den østrigske skoles storhedstid, hvor især Hayeks penge- og konjunkturteori blev en konkurrent til Keynes’ nye makroøkonomiske ideer, som de kom til udtryk i hans *General Theory of Employment, Interest and Money* fra 1936 – og det skete paradoksalt nok samtidig med, at det var opfattelsen selv blandt østrigerne, at bortset fra konjunkturteorien var der ikke længere nogen særskilt østrigsk økonomisk skole, idet de særlige østrigske ideer fra Menger, Böhm-Bawerk og von Wieser nu var forenet med ideer udviklet af Jevons, Edgeworth, Pareto, Clark, Marshall og andre i den engelsk-amerikanske mainstream neoklassiske økonomiske teori. Der var forskelle i terminologi og metode mellem østrigerne og neoklassikerne, men teoretisk set adskilte østrigsk økonomi sig ikke fra neoklassisk mikroøkonomi.

Figur 1. Carl Menger (1840-1921)

## Eksil 1940-70

Den østrigske økonomiske skole blev spredt for alle vinde i løbet af 1930’erne. Hayek blev ansat ved *London School of Economics* allerede i 1931, og Mises forlod Østrig og bosatte sig i Schweiz i 1934 for i 1940 at emigrere til USA. Andre østrigske økonomer som Joseph Schumpeter, Oskar Morgenstern, Gottfried Haberler og Fritz Machlup, der ikke alle var ”østrigere” i den Menger-Miseske forstand, forlod også Østrig til fordel for USA, og efter Hitlers indlemmelse af Østrig i 1938 og udbruddet af anden verdenskrig var der ikke længere nogen samlet østrigsk skole. Schumpeter, Morgenstern, Haberler og Machlup fik alle fornemme akademiske karrierer på topuniversiteter i USA, men deres forskning kan ikke betegnes som ”østrigsk” i Mises’ forstand. De anvendte ikke Mises’ praxeologiske metode.

Tiden efter 1940 blev også doktrinært en nedgangsperiode. Mises udgav sit økonomiske hovedværk, *Human Action*, i 1949, og det blev den absolutte autoritet for den østrigske skole i de efterfølgende årtier, men det var et værk, der mindst lige så meget handlede om politik, historie og idehistorie som om økonomisk teori i snæver forstand, og *Human Action* fik aldrig nogen indflydelse på mainstream økonomisk forskning, der med sin stigende matematisering havde bevæget sig i en anden retning, og von Mises selv fulgte ikke længere med i økonomisk frontforskning.

I 1950’erne og 60’erne holdt von Mises sine privatseminarer på New York University, som han havde gjort tidligere i Wien, men de tiltrak kun en lille skare af studerende, deriblandt Murray Rothbard og Israel Kirzner. Rothbard etablerede sig gradvist som den førende østrigske økonom i generationen efter Mises og Hayek med udgivelsen af talrige bøger om økonomisk teori, teorihistorie, historie, politik og politisk filosofi. I 1963 udkom hans *America’s Great Depression*, hvori han anvendte Mises’ konjunkturteori til at forklare årsagerne til krakket i 1929 og krisen i 1930’erne. Rothbard argumenterede for, at det var en for ekspansiv pengepolitik, der havde skabt det økonomiske boom i 1920’erne, der førte til krakket, og han forsøgte at underbygge det med et usædvanligt mål for pengemængden, som ingen siden hen har anerkendt. Samme år udkom Friedman og Schwartz’ *A Monetary History of the United States, 1867-1960*, der i modsætning til Rothbard forklarede, hvorfor krisen blev så dyb og langvarig med en deflatorisk pengepolitik efter krakket, der bl.a. var et resultat af en bølge af bankkrak og den deflatoriske effekt af bl.a. Frankrigs hoarding af guld, Pedersen (2018).

*Man, Economy and State* fra 1962 var en ambitiøs reformulering af østrigsk økonomisk teori, hvor Rothbard tilstræbte at udlede al økonomisk teori fra nogle få sande aksiomer om menneskets handlen. På det punkt fulgte han Mises, men det var et mere stringent og analytisk præcist værk, der var blottet for Mises’ mange politiske, historiske og idehistoriske afsnit.

*Man, Economy and State* var dog først og fremmest en lærebogsagtig fremstilling af den østrigske tilgang til økonomisk teori, der kun adskilte sig fra mainstream økonomisk teori ved brug af en anden terminologi, en anden metode og fravær af matematik, og Rothbards version af østrigsk økonomi adskilte sig ikke væsentligt fra neoklassisk økonomi, Vaughn (1994, 98). *Man, Economy and State* indeholder heller ikke nogen nye forskningsresultater, der efterfølgende er blevet anerkendt som vigtige, og det var ikke et værk, der gav Rothbard nogen anerkendelse som økonom. Rothbard var i mange år ansat på et mindre teknisk universitet i Brooklyn uden nogen økonomkolleger, hvor han underviste ingeniørstuderende i økonomi.

*Man, Economy and State* fik nærmest status som en slags ”Bibel” for tilhængere af den østrigske skole, og ifølge Salerno (2002) kan genoplivningen af den østrigske skole som en levende videnskabelig bevægelse dateres til udgivelsen af *Man, Economy and State*, men *Man, Economy and States* popularitet skyldes mere dens underliggende politiske ideologi og forsvaret for en fri markedsøkonomi og autonome individers udøvelse af deres frie valg end nogen økonomisk nyorientering af østrigsk økonomi.

For Rothbard udgjorde østrigsk økonomi det videnskabelige grundlag for libertarianske politiske holdninger, og ifølge Rothbard var det vigtigste hos Mises hans uforbeholdne støtte til en fri markedsøkonomi, privat ejendomsret og personlig frihed. Rothbard udgav i årene 1969-1984 et anarkokapitalistisk nyhedsbrev, *Libertarian Forum*, og hans libertarianske ideer udgjorde et brud med tidsånden, der appellerede til liberale, der søgte et opgør med den fremherskende politiske ortodoksi i 1960’erne, og det var præcist dette oprør mod ortodoksien, der sammen med hans evner til at inspirere andre skabte Rothbards enorme indflydelse på den østrigske økonomiske skoles genfødsel i 1970’erne.

Ifølge ”østrigeren” Karen Vaughn (1994, x) kan man ikke tale om, at der eksisterede en egentlig østrigsk økonomisk skole fra 1940 til begyndelsen af 1970’erne. Der fandtes ikke nogen særskilt østrigsk økonomisk teori, der adskilte sig fundamentalt fra neoklassisk mikroøkonomi. Der var særlige østrigske indsigter, der supplerede mainstream økonomisk teori, og østrigerne fokuserede mere på markedsprocesser uden for ligevægt end på betingelserne for eksistensen af en generel ligevægt, men deres bidrag udgjorde ikke nogen sammenhængende økonomisk teori. Institutionelt kan man heller ikke tale om, at der fandtes nogen østrigsk økonomisk skole. Der var østrigske økonomer som von Mises, Rothbard, Kirzner og få andre, men de få økonomer, der dyrkede østrigsk økonomi, levede en isoleret og spredt tilværelse, der var ingen særlige østrigske forskningsprogrammer, tidsskrifter, bogserier, konferencer eller lignende, og mainstreamøkonomer betragtede dem som et levn fra fortiden, for så vidt de overhovedet bemærkede dem.

## Den østrigske skoles genfødsel

Det er lidt arbitrært, hvornår den østrigske skoles genfødsel skal dateres fra. Et flertal daterer genfødslen til afholdelsen af den første af tre konferencer om den østrigske skole i 1974, Vaughn (1994, 2000), Caldwell (2017), Ebeling (2007), m.fl., men der var noget i gære i årene umiddelbart før.

### 1972

I 1972 afholdtes den første *Libertarian Scholars Conference* i New York. *The Libertarian Scholars Conference* var oprindelig et forum for forskere fra forskellige discipliner, der studerede forskellige aspekter af, hvad Murray Rothbard kaldte for “the discipline of liberty.” I december 1971 stiftedes også *The Libertarian Party*.

### 1973

I 1973 redigerede John Hicks en bog om Carl Menger: *Carl Menger and the Austrian School of Economics*, og samme år udgav han et økonomisk-teoretisk værk med østrigsk tema: *Capital and Time: A Neo-Austrian Theory.* Hicks var ikke nogen tilfældig økonom. I 1972 havde han modtaget Nobelprisen i økonomi sammen med Kenneth Arrow, og i 1930’erne havde han i begyndelsen været på Hayeks hold i debatterne med Keynes om penge- og konjunkturteori, indtil han blev keynesianer og i 1937 udgav en populær tolkning af effekten af keynesiansk penge- og finanspolitik, den såkaldte IS-LM-model. Hicks’ interesse for den østrigske skole bidrog til at give den en fornyet respektabilitet.

Endnu vigtigere var det, at Israel M. Kirzner (f. 1930) i 1973 udgav *Competition and Entrepreneurship*, der kom til at blive et hovedværk i den nye østrigske økonomiske skole. Kirzner tilhørte Rothbards generation, og han var ligeledes elev af von Mises fra New York University, hvor han var ansat som professor. Kirzner forskede især i markedsprocesser og information og i vigtigheden af *entrepreneurship* for markedets koordinerende rolle, hvilket omtales nærmere nedenfor.

Også på det politisk-filosofiske område var 1973 et ikke ubetydeligt år. Det var året, hvor Murray Rothbard udgav *For a New Liberty: The Libertarian Manifesto*, der var det første anarkokapitalistiske værk i bogform. I modsætning til Mises, der var politisk konsekventialist, var Rothbard en radikal anarkokapitalist, der tog udgangspunkt i selvejerskabet og individets naturlige rettigheder. Samme år udkom David Friedmans *The Machinery of Freedom - a Guide to a Radical Capitalism*, hvori han med brug af økonomisk teori begrunder, hvordan et marked uden stat er muligt. David Friedman, søn af Milton Friedman, tilhører ikke den østrigske skole, men hans bog bidrog til at øge interessen for anarkokapitalisme. Begge bøger blev nærmere omtalt af Brøns-Petersen (2023) og Eggers (2023).

### Charles Kochs rolle

En central skikkelse i den østrigske skoles genfødsel var forretningsmanden og milliardæren Charles Koch (f. 1935), der var en stor beundrer af von Mises. Han havde støttet *The Institute for Humane Studies (IHS)* (stiftet 1961) økonomisk, og en af Charles Kochs ansatte, George Pearson, arbejdede en del af tiden for *IHS*. Pearson var en overbevist tilhænger af den østrigske skole, og det var ham, der overbeviste Koch om at sponsorere konferencer og bogudgivelser om den østrigske skole, Boettke (1995), Blundell (2014). Det var også *Institute for Humane Studies*, der stod som arrangør af de tre konferencer i 1974-76 om østrigsk økonomi, der blev støttet af Charles Koch Foundation.

### South Royalton-konferencen i 1974

I oktober 1973 døde Ludwig von Mises i en alder af 92 år, og i den anledning arrangerede og sponsorerede *The Institute for Humane Studies* en konference i South Royalton, Vermont, fra den 15.-22. juni 1974, *South Royalton Austrian Economics Conference*, der blev ledet af Edwin Dolan. Det var formålet med konferencen at samle økonomer, der havde udvist interesse for den østrigske skole, og Murray Rothbard, Israel M. Kirzner og Ludwig Lachmann fra Sydafrika holdt en række forelæsninger om den østrigske skoles metodologi, økonomi og filosofi.

Konferencen i South Royalton var den første af tre konferencer om den østrigske skole, som IHS arrangerede, og det var mere end noget andet dén begivenhed, der markerede begyndelsen på dannelsen af en ny amerikansk østrigsk skole, der tænkte ud over von Mises. Ebeling (1974) omtalte begivenheden udførligt under overskriften ”Austrian Economics on The Rise” i *The Libertarian Forum*.

Blandt de i dag kendteste deltagere i konferencen var ud over de allerede nævnte tre oplægsholdere Walter Block, John Blundell, Edwin Dolan, Richard Ebeling, Roger Garrison, Henry Hazlitt, Randall Holcombe, Gary North, Joseph Salerno, Sudha Shenoy, Gerald O’Driscoll, Karen I. Vaughn og Leland Yeager. Hayek var inviteret men kom ikke pga. dårligt helbred.

Den første dag på South Royalton-konferencen blev der holdt en festmiddag, hvor en række talere – deriblandt Hazlitt og Rothbard – fortalte anekdoter om von Mises. Milton Friedman, der havde en sommerbolig i Vermont, kiggede forbi til middagen sammen med Rose, hvor han talte om det optimale i en nul pct. inflationsrate, Ebeling (1974). Han nævnte også von Mises’ vigtige bidrag som økonom, men det var også under middagen, at Friedman stødte mange af de tilstedeværende – og ikke mindst Rothbard – ved at sige, at ”there is no such thing as Austrian economics – there is only good economics and bad economics.” I forlængelse heraf fremhævede han Hayeks bidrag som et eksempel på god økonomi.

Kirzner (2015) argumenterer for, at genoplivningen af den østrigske økonomiske skole i begyndelsen af 1970’erne primært skyldes teoretiske nyudviklinger inden for den østrigske skole, og det var en nødvendig betingelse for genfødslen af en ny (og ikke bare bagudskuende) østrigsk økonomisk skole, men det er ikke en tilstrækkelig betingelse. Som eksemplet med den østrigske skoles opståen i 1880’erne illustrerer, så forudsætter etableringen af en skole, at der skabes et egentligt forskningsmiljø med professorater, universitetsuddannelser, konferencer, tidsskrifter, bogserier og tænketanke, og det kræver finansiering og dermed økonomisk støtte fra fonde og rigmænd.

Figur 2. Billeder fra South Royalton-konferencen. På billedet til venstre ses Murray Rothbard med Lachmann og Kirzner i baggrunden. På Billedet til højre ses Joseph Salerno til venstre, Waler Block med ryggen til, Richard Ebeling og Rothbard til højre

Note: Tak til professor Lawrence H. White for at identificere personerne på billederne

Figur 3. Milton Friedman og deltagere før festmiddagen

### Doktriner^[2]

Israel M. Kirzner og Ludwig Lachmann (1906-1990) etablerede sig som lederne af den nye østrigske økonomiske skole, og det var deres forskning i markedsprocesser, der lagde sporet for udviklingen af den nye østrigske skole i de efterfølgende to årtier, der nærmest blev en skole i markedsprocesser, hvorimod Rothbard kørte sig selv ud på et sidespor som bevarer af en Misesk ortodoksi.

Efter South Royalton-konferencen blev oplæg af Rothbard, Kirzner og Lachmann udgivet i *The Foundations of Modern Austrian Economics* i 1976, der var redigeret af og med en introducerende artikel af Ed Dolan, Dolan (ed.) (1976). Denne bog kom i mange år til at udgøre den væsentligste introduktion til den østrigske skole for yngre økonomer. I det indledende kapitel giver Dolan udtryk for den fremherskende opfattelse på konferencen, at den østrigske skole udgør et alternativt paradigme i Kuhns forstand til neoklassisk økonomi, som han karakteriserede som ”at the point of breakdown”, hvorimod han opfattede den østrigske skole som et færdigt projekt, der skulle læres af mestrene, og kommunikeres til det misinformerede økonomiske establishment. Her lå Dolan helt på Rothbards linje, der så det som sin opgave at værne om traditionen fra von Mises. Rothbard (1988) erklærede senere, at ”the heart and soul of Austrianism was, is, and can only be Ludwig von Mises.” Rothbard var særdeles kritisk over for både Lachmann, som han placerede i Keynes’ lejr, og Kirzner, som han kaldte ”un-Misesian”.

Figur 4. Israel M. Kirzner

Det var ikke Kirzners og Lachmanns opfattelse, at den østrigske skole bare skulle være et statisk forskningsprogram, der skulle begrænse sig til ”hvad ville Mises have ment om dette?”. De mente tværtimod, at østrigsk økonomi måtte udvikle sig for at blive relevant igen, og de bidrog selv til denne videreudvikling med deres forskning i markedsprocesser, der byggede videre på nogle af Mises’ ideer. Mises havde understreget *entrepreneurens* rolle som en drivende kraft i markedsprocesser. Entreprenører både opdager, reagerer på og skaber ændringer i markedsforhold, og i kraft af deres profitoptimerende adfærd skubber de konstant markedet i retning af markedsclearing. Det var især i årene efter kalkulationsdebatten, hvor spørgsmål om usikkerhed, information, viden og *entrepreneurship* var dukket op, at Mises og Hayek forstod, at deres opfattelse af markedsprocesser adskilte sig grundlæggende fra opfattelsen blandt mainstreamøkonomer, Boettke og Leeson (2002).

I betragtning af, hvor stor vægt østrigerne lægger på subjektivisme og den subjektive nytteteori, er det noget overraskende, at de alene fokuserer på *entrepreneurship* og helt negligerer vigtigheden af forbrugernes nytteoptimerende adfærd.

Det viste sig allerede i bidragene i Dolan (1976), at der var stor uenighed mellem Rothbard på den ene side som forsvarer af en Misesk ortodoksi og Kirzner og Lachmann på den anden side, der stod som fornyerne af den østrigske økonomiske skole. Samtidig var Kirzner og Lachmann uenige om, hvad det vil sige, at en markedsøkonomi bevæger sig mod en markedsligevægt, om selve ligevægtsbegrebet og om relationen mellem østrigsk økonomi og neoklassisk økonomi.

Israel Kirzner havde som nævnt ovenfor udgivet sin *Competition and Entrepreneurship* året før afholdelsen af South Royalton-konferencen. Ifølge Kirzner har neoklassisk økonomi et veldefineret ligevægtsbegreb men ikke nogen god teori om tilpasningen mod ligevægt. Walras antager eksistensen af en fiktiv walrasiansk auktionarius, der sikrer tilpasningen mod en markedsligevægt, og under restriktive forudsætninger kan man matematisk bevise, at der eksisterer en entydig markedsligevægt, hvor der er markedsclearing på alle markeder (altså lighed mellem udbud og efterspørgsel efter alle varer samtidig), men der er reelt ikke nogen god teori om, hvordan de økonomiske agenter handler, og hvordan deres handlinger bidrager til at etablere markedsligevægten. Kirzner mente, at østrigsk økonomi kunne udfylde det hul i neoklassisk teori med en teori om *entrepreneurship*. For Kirzner var *entrepreneuren* en funktion og ikke en person.

I modsætning til mange andre østrigere kastede Kirzner sig aldrig ud i et frontalangreb på neoklassisk økonomi, men accepterede grundlæggende standard mikroøkonomisk teori. Kirzner mente dog, at østrigsk økonomi havde noget vigtigt at bidrage med, og at de østrigske indsigter i betydningen af tid, ufuldstændig information, markedsprocesser og subjektivitet udgør et vigtigt supplement til mainstream neoklassisk økonomi, og Kirzner ønskede at ændre fokus fra betingelserne for eksistensen af en markedsligevægt til de markedsprocesser, der fører til en sådan teoretisk ligevægt. For Kirzner er det de markedsprocesser, der fører økonomien i retning af markedsligevægten (som den aldrig når), der er det vigtige, og ikke ligevægten i sig selv. Kirzner accepterer altså hele ligevægtstankegangen, men understreger betydningen af *entrepreneurens* rolle i markedsprocesser.

Den tyskfødte Ludwig Lachmann var professor i økonomi i Sydafrika, og han var den eneste af de tre oplægsholdere, der ikke havde studeret under von Mises. Lachmann var den kontroversielle figur, der gjorde op med mange vante forestillinger om, hvad subjektivisme betyder og implicerer. Boettke (1995) skriver, at han spillede en katalyserende rolle ved godt og grundigt at ”ryste træet”, og han pressede konstant tilhørerne til at gøre op med sig selv om, hvad de egentlig mente om markedsprocesser, ligevægt, tid og usikkerhed og om forholdet mellem østrigsk økonomi og neoklassisk økonomi.

Ifølge Lachmann var den østrigske skole ikke et færdigt projekt, der blot skulle læres af von Mises og Rothbard. Tværtimod betragtede Lachmann østrigsk økonomi som et radikalt alternativ til mainstream økonomi, hvor der udestod en god mængde teoretisk arbejde.

I modsætning til Kirzner mente Ludwig Lachmann, at hvis man skal tage tid og usikkerhed alvorligt, så må man forlade hele generel ligevægts tankegangen og udvikle et helt nyt økonomisk paradigme, der adskiller sig grundlæggende fra neoklassisk økonomisk teori. Det er kun ved at opgive generel ligevægts tankegangen og dens ligevægtsbegreb, at det vil være muligt at skabe et østrigsk alternativ i form af en eller anden form for evolutionær procesteori. Det er de konstant ændrede markedsforhold, der er det vigtige i en markedsøkonomi, Vaughn (1994). Ifølge Vaughn (1994, 110) var Lachmanns budskab for fremmed for mange deltagere på South Royalton-konferencen.

Disse to forskellige tilgange kom til at lægge sporene for de efterfølgende års udvikling af den nye østrigske økonomiske skole.

Blandt deltagerne i South Royalton var der også en gruppe yngre økonomer, der kom til at sætte deres præg på videreudviklingen af den østrigske skole. En af disse var Gerald O’Driscoll, der med *Economics as a Coordination Problem* fra 1977 gav den første systematiske undersøgelse af Hayeks økonomiske forskning, og som placerede Hayeks arbejde med pengeteori og konjunkturcykler inden for en bredere økonomisk ramme, Boettke og Leeson (2002). Det var et værk, der bidrog til at genoplive interessen for Hayeks økonomiske bidrag sammen med Norman P. Barrys *Hayek’s Social and Economic Philosophy* fra 1979 og senere John Grays *Hayek on Liberty* fra 1984. Både Barrys og Grays bøger kan stærkt anbefales.

Det er måske uundgåeligt, at økonomiske skoler, der står i opposition til mainstream økonomisk teori, har en tendens til at isolere sig intellektuelt, kun tale ved deres egne konferencer og kun publicere i deres egne tidsskrifter og bogserier, hvilket mange østrigske økonomer gjorde, men det afspejler også en lidt ufrugtbar tilbøjelighed til fortrinsvist at fokusere på metodologi, økonomisk teorihistorie og kritik af keynesianisme og neoklassisk økonomisk teori i stedet for at udvikle nye økonomiske teorier. Mange af de østrigske økonomer – især dem, der dyrkede von Mises som den store autoritet – var tilfredse med at prædike for de allerede troende.

Der var dog en gruppe af økonomer, der som Kirzner også publicerede forskning i mainstream akademiske tidsskrifter. Blandt disse var Mario J. Rizzo (f. 1948), der især bidrog til udviklingen af Law and Economics, samt Roger Garrison (f. 1944), der var tilknyttet Auburn University, og som videreudviklede østrigsk konjunkturteori og makroøkonomi. I 1985 udgav O’Driscoll og Rizzo *The Economics of Time and Ignorance*, der var tiltænkt som et alternativ til neoklassisk økonomisk teori inspireret af Lachmann. Vaughn (1994, 134) karakteriserer den som ”a watershed event in the history of the Austrian revival,” men Rizzo fortæller, at bogen oprindelig fik en dårlig modtagelse. Kirzner kunne ikke lide den, og Rothbard gjorde grin med den. Lachmann var derimod begejstret, og det samme var Peter Boettke, Ebeling et al. (2024).

Der var også en række fremtrædende økonomer i periferien af den østrigske økonomiske skole, der bidrog med vigtig forskning. Blandt disse var Hayek, der efter sin Nobelpris udgav en række publikationer, hvori han kritiserede statens monopol på pengeudstedelse, og han foreslog en afnationalisering af pengeudstedelsen og fri konkurrence om udstedelsen af penge på markedsmæssige vilkår. Lawrence White (f. 1954), der senere blev professor i økonomi ved George Mason University, indledte i 1984 et nyt forskningsområde med *Free Banking in Britain*. Han fremhævede fordelene ved en fuldstændig afreguleret bankdrift, hvor private banker udsteder penge på markedsmæssige vilkår. George Selgin (f. 1957) fulgte op med *The Theory of Free Banking* i 1988, og Selgin og White har sammen og hver for sig udgivet en lang række artikler og bøger om pengeteori, monetære institutioner og free banking i både østrigske og mainstream økonomiske tidsskrifter. Selgin har karakteriseret sig selv som en østrigsk ”fellow-traveller” snarere end som ”østriger”, og samme karakteristik dækker formentlig Lawrence White. Kevin Dowd bidrog til forskningen med bogen *Laissez-Faire Banking*.

Rothbard var tilhænger af en ”100% guldstandard”, dvs. en guldstandard med 100% gulddækning for udstedelse af papirpenge og ingen fractional reserve banking. Han udgav *The Case for a Genuine Gold Dollar* i 1985, og bogen *The Mystery of Banking* i 1983. I en række pamfletter kritiserede han statens skadelige rolle i pengepolitikken i *What has government done to our money?* fra 1991 og sin modstand mod centralbanken i *The Case against the Fed* fra 1994.

Al denne pengeteoretiske forskning og forskning i monetære institutioner var strålende eksempler på frimarkedstænkning og anvendelsen af økonomisk teori til at begrunde frie finansielle institutioner og markeder, men det er vanskeligt at finde det særligt ”østrigske” ved den forskning; den er ikke praxeologisk baseret og altså ikke Misesk.

Ovennævnte omtale af nogle af de vigtige forskningsresultater efter 1974 er langt fra udtømmende, og der er mange andre bidrag, der kunne have været nævnt her, men det ligger uden for denne forfatters kompetencer at give en selvstændig vurdering af de mange bidrag. Den interesserede læser henvises til Vaughn (1994), Salerno (2002), Kirzner (2015) og de mange litteraturhenvisninger i Ebeling et al. (2024).

### 1974: Hayek og Nozick

I 1974 blev Friedrich August von Hayek (1899-1992) hædret med Nobelprisen i økonomi, og han var den første frimarkedsøkonom og stadig den eneste østriger til at modtage Nobelprisen. Tildelingen af Nobelprisen i økonomi førte til en forøget interesse for den østrigske økonomiske skole især blandt fagøkonomer. Mises’, Hayeks og Rothbards konjunkturteori opnåede dog aldrig anerkendelse blandt mainstreamøkonomer, selv om mange efter finanskrisen i 2007-9 har fået øjnene op for, at en for ekspansiv pengepolitik og fejlslagen regulering kan skabe grundlaget for fremtidige kriser. Hayeks opdagelse af prisernes informationsbærende rolle og vigtigheden af, at information er spredt i samfundet på millioner af individer og ikke til rådighed for nogen central planlægger, er derimod et vigtigt resultat, der i dag er anerkendt som en helt grundlæggende indsigt i, hvordan en markedsøkonomi fungerer. Både Hayeks økonomiske bidrag og hans bredere samfundsvidenskabelige forskning især i *Law, Legislation and Liberty* kom til at inspirere mange med interesse for den østrigske skole, hvorimod von Mises gradvist forsvandt ud af fokus.

I 1974 udkom også Robert Nozicks *Anarchy, State, and Utopia*, der øgede interessen for politisk liberalisme. Nozick er ikke ”østriger”, og kredsen af anarkokapitalister omkring Rothbard har været stærkt kritiske over for Nozicks minimalstatsliberalisme, men ikke desto mindre har Nozick spillet en vigtig rolle for at øge interessen for liberal politisk filosofi især blandt fagfilosoffer, se artiklen om Nozick i dette nummer af *LIBERTAS*, Eggers (2024).

### Organisatorisk udvikling

South Royalton-konferencen var den første af tre konferencer om den østrigske skole, som *IHS* sponsorerede. Den anden konference blev afholdt i Hartford, Connecticut i juni 1975, hvor Hayek deltog, og den sidste i Windsor Castle i september 1976 i umiddelbar forlængelse af Mont Pèlerin Societys møde i Skotland i anledning af 200-året for udgivelsen af *Nationernes velstand*.

Der var 50 deltagere til Vermontkonferencen, 64 i Hartford (mange gengangere fra Vermont) og 16 i Windsor – i alt 71 forskellige deltagere, Blundell (2014). De tre konferencer blev fulgt af en række kortere ”booster meetings” i Atlanta, Charlottesville, Hasbrouck Heights, London UK, Dallas og Milwaukee mellem november 1974 og marts 1976.

På konferencen i Hartford kom striden op til overfladen mellem dem, der mente, at der ikke var grund til at ændre på Mises’ doktriner, og dem, der mente, at den østrigske tradition primært skal være en ramme for videreudviklingen af østrigske ideer, Vaughn (1994, 113). Året efter syntes det klart, at hvis den østrigske skole skulle blive accepteret, måtte den udvikle nye ideer. Efter konferencen i Windsor Castle udkom et bind med bidrag fra konferencen redigeret af arrangøren, Louis Spadaro, der understregede, at der var tale om nye ideer: *New Directions in Austrian Economics*, der udkom i 1978.^[3]

Det var Charles Koch, der finansierede udgivelsen af de to konferencebind redigeret af Dolan og af Spadaro samt senere bøger af Kirzner og Lachmann, og det skete via IHS og dets forlagsforbindelse, Blundell (2014).

I 1976 etablerede Murray Rothbard og Burton Blumert *The Center for Libertarian Studies* (CLS), der var en libertariansk og anarkokapitalistisk organisation med fokus på spredning af libertarianske ideer, der udsprang af *The Libertarian Scholars Conference*.

I 1977 stiftede Rothbard, Ed Crane og Charles Koch tænketanken Cato Institute i et forsøg på at skabe større politisk opbakning bag libertarianske ideer og politikker, og i 1980 etableredes tænketanken Center for the Study of Market Process ved Rutgers, der flyttede til George Mason University i 1981, og i 1999 skiftede det navn til Mercatus Center.

New York University, hvor Kirzner var professor, spillede en vigtig rolle i videreudviklingen af den nye østrigske skole. Det lykkedes for Kirzner med økonomisk hjælp fra diverse fonde at udbyde østrigsk økonomi som en særlig gren på det økonomiske institut. Fra sommeren 1975 besøgte Lachmann NYU hvert år, og i 1976 blev Rizzo tilknyttet NYU, og O’Driscoll blev ligeledes ansat. Der blev udbudt stipendier til PhD-studerende. Der blev også stiftet formelle programmer for undervisning i østrigsk økonomi ved George Mason University og ved Auburn University, hvor Mises Institute holdt til, Vaughn (1994, 114).

Den genopstandne østrigske skole var imidlertid ideologisk splittet, og kredsen omkring Rothbard, Hoppe, de Soto, Murray m.fl. betragtede ikke Hayek og i øvrigt mange andre østrigske “fellow-travellers” som en del af den østrigske skole. Rothbards kompromisløshed førte til, at han blev udelukket fra Cato Institute i 1981, der ikke ønskede at begrænse sig til en Misesk-Rothbardsk tilgang til økonomisk og politisk liberalisme, og året efter etablerede Lew Rockwell og Murray Rothbard *The Ludwig von Mises Institute for Austrian Economics* eller bare *Mises Institute* ved Auburn University i Alabama. Det var formålet med Mises Institute, at det skulle være en slags skygge-universitet, der fremmer akademisk forskning i den østrigske økonomiske skole, og det skulle – i Mises’ ånd – kombinere økonomisk teori med et ideologisk forsvar for kapitalisme, personlig frihed og angreb på enhver form for statisme til venstre og højre. Rothbard blev den første vicepræsident, og han så det som sin opgave at forsvare den Miseske ortodoksi. Rothbard og Rockwell opfandt betegnelsen ”paleolibertarians” om deres aktivistiske form for libertarianisme, der skulle kombinere libertarianske og kulturelt konservative budskaber.

Der blev også etableret en række fagtidsskrifter med særligt fokus på den østrigske skole. I 1977 begyndte *Center for Libertarian Studies* at udgive *Journal of Libertarian Studies*, der blev redigeret af Rothbard. Tidsskriftet blev senere overtaget af Mises Institute, der stadig udgiver det med David Gordon som redaktør.

*Center for Libertarian Studies* udgav også et nyhedsbrev, *The Austrian Economics Newsletter*, der kom til at spille en vigtig rolle i udbredelsen af kendskabet til østrigske ideer. Fra og med 1984 blev det udgivet af *Mises Institute*, Okon (2018). Instituttet udgiver også en række andre nyhedsbreve, *Mises Wire*, *The Misesian* og et *Daily*.

I 1987 etablerede Rothbard ligeledes det akademiske tidsskrift *The Review of Austrian Economics*, der blev udgivet frem til 1997. Frem til sin død i 1995 var Rothbard redaktør, og i de to efterfølgende år blev det redigeret af Walter Block, Hans-Hermann Hoppe og Joseph T. Salerno. *The Review of Austrian Economics* blev i 1998 erstattet af Mises Institutes nye akademiske tidsskrift, *The Quarterly Journal of Austrian Economics*. Den nuværende redaktør er Joseph T. Salerno.

Figur 5. Murray Rothbard og Lew Rockwell

I 1999 genopstod *The Review of Austrian Economics* - nu udgivet af George Mason University. Udgivelsen af tidsskriftet blev i 2007 overtaget af Springer, og det er i dag redigeret af Rosolino Candela, Peter J. Boettke og Christopher Coyne.

## Afslutning

Genfødslen af den østrigske økonomiske skole i USA i 1974 – eller måske rettere fødslen af en ny østrigsk økonomisk skole – repræsenterer en vigtig episode i liberalismens nyere historie. Det lykkedes måske ikke for Kirzner og Lachmann og deres følgere at komme med en fuldt ud tilfredsstillende forklaring på markedsprocesser, ifølge Vaughn (1994, 160), men det vigtigste er måske også selve genoplivningen af en økonomisk skole, der i modsætning til mainstream akademisk økonomisk teori blander økonomisk teori, politisk filosofi og idehistorie til et konsekvent forsvar for frimarkedstænkning og individuel frihed. Som Ebeling skrev: ”the economists of the Austrian School have developed the most persuasive understanding of why only economic freedom can give mankind both liberty and prosperity,” Ebeling (2014).

\*Om forfatteren: Torben Mark Pedersen er cand. polit. og PhD i økonomi. Har studeret på Københavns Universitet, Harvard University og University of Chicago. Redaktør (ansv.) af *LIBERTAS*.

**Litteratur**

Blundell, John (2014): “IHS and the Rebirth of Austrian Economics: Some Reflections on 1974-1976.” *The Quarterly Journal of Austrian Economics* 17 (1), 92-107.
Boettke, Peter (1995): “The Story of a Movement” *The Freeman* 45 (5).
Boettke, Peter and Peter Leeson (2002): “The Austrian School of Economics: 1950-2000” i Biddle and Samuels (eds.): *Blackwell Companion to the History of Economic Thought*. Oxford.
Brøns-Petersen, Otto (2023): “Radikal statskritik.” *LIBERTAS* nr. 83, 4-11.
Caldwell, Bruce (2017): ”Hayek’s Nobel.” *Advances in Austrian Economics Volume 21. Revisiting Hayek’s Political Economy*.
Dolan, Edwin G. (1976): *The Foundations of Modern Austrian Economics*. Kansas City.
Ebeling, Richard M. (1974): “Austrian Economics On The Rise.” *The Libertarian Forum* Vol. VI, no. 10, October 1974. https://mises.org/libertarian-forum-1969-1984/complete-libertarian-forum-1969-1984.
Ebeling, Richard M. (2007): “Austrian Economics and the Political Economy of Freedom.” *New Perspectives on Political Economy* 3 (1), 87-104.
Ebeling, Richard M. (2014): “The Rebirth of Austrian Economics.” The Heartland Institute. https://heartland.org/opinion/the-rebirth-of-austrian-economics/
Ebeling, Richard M. (2023): “The Beginnings of a Reborn Austrian School of Economics” FFF https://www.fff.org/explore-freedom/article/the-beginnings-of-a-reborn-austrian-school-of-economics/
Ebeling, Richard M., Mario J. Rizzo, David R. Henderson and Geoffrey Lea (2024): “The Rebirth of the Austrian School and the South Royalton Conference: Marking the Fifty-Year Anniversary (June 2024)” Liberty Fund https://oll.libertyfund.org/publications/liberty-matters/2024-06-04-the-rebirth-of-the-austrian-school-and-the-south-royalton-conference-marking-the-fifty-year-anniversary-june-2024
Eggers, Hasna (2023): “Er det anarkokapitalistiske samfund en utopi?” *LIBERTAS* nr. 83, 12-17.
Eggers, Hasna (2024): “Robert Nozicks tre principper for retfærdig tilegnelse af goder.” *LIBERTAS* nr. 86, 4-20.
Kirzner, Israel M. (2015): “Hayek, the Nobel, and the revival of Austrian economics.” *Review of Austrian Economics* 28, 225-36.
Okon, Hiroyuki (2018): “The Austrian Revival” i Leeson (ed.): *Hayek: A Collaborative Biography*.
Pedersen, Torben Mark (2017a): “Carl Menger og den marginalistiske revolution i økonomisk teori.” *LIBERTAS* nr. 65, 5-23.
Pedersen, Torben Mark (2017b): “Carl Menger og den østrigske skole.” *LIBERTAS* nr. 65, 24-40.
Pedersen, Torben Mark (2018): ”Guldstandarden, Frankrig og Den Store Depression.” *LIBERTAS* nr. 66, 11-34.
Rothbard, Murray N. (1988): “The Story of the Mises Institute” *The Free Market* May, 1988. Mises Daily 2012. https://mises.org/mises-daily/story-mises-institute
Salerno, Joseph T. (2002): “The Rebirth of Austrian Economics – In Light of Austrian Economics.” *The Quarterly Journal of Austrian Economics* 5 (4), 111-28.
Thornton, Mark (2020): “Libertarianism: A Fifty-Year Personal Retrospective.” *Journal of Libertarian Studies* 24 (2), 445-60.
Vaughn, Karen I. (1994): *Austrian Economics in America. The migration of a tradition*. Cambridge.
Vaughn, Karen I. (2000): “The rebirth of Austrian economics: 1974-99.” *Economic Affairs*.

Læs Libertas nr, 86 her

Noter

1. Efter færdiggørelsen af denne artikel opdagede jeg, at Liberty Fund havde offentliggjort en række artikler om South Royalton-konferencen i 1974, Ebeling et al. (2024). Der har ikke været tid til at tage fuldt ud hensyn til disse indlæg
2. Undertegnede forfatter er ikke ekspert i den østrigske skole efter 1970, og det følgende bygger primært på sekundærlitteratur. Vaughn (1994) giver en fremragende fremstilling af udviklingen af østrigske ideer efter 1970.
3. Kan downloades fra Liberty Fund: https://oll.libertyfund.org/titles/lachmann-new-directions-in-austrian-economics